AMRO "Sort Dannebrog" EP | RUST

AMRO "Sort Dannebrog" EP

Natkoncert

23 september, 2016
01:00
Dørene åbner: 
23.00
Entré: 
60 kr.

Nørrebro-rapperen AMRO sender til september med sin første plade med titlen og konceptet Sort Dannebrog EP på gaden, og det bliver fejret på hjemmebanen den 23. september.

Med Sort Dannebrog EP søger AMRO at give en mere autentisk skildring af verden set fra en ung dansker med indvandrerbaggrunds synspunkt, formidlet igennem et laid-back flow og en stemme som kendetegner AMRO.

AMRO prøver at etablere sig som en lyrisk kunstner med noget på hjerte og med noget at have det i. Det er mere end bare at lave god musik, føler AMRO, det handler også om at bidrage til den danske kulturarv fra et synspunkt der stadig mangler i det offentlige forum.

Selvom nogle ville påstå, at AMROs musik til tider er politisk, mener rapperen selv, at hans musik er beskrivende for samfundet og dets udvikling, men at han ingen interesse har i at være politisk.

Sort Dannebrog EP er den første samlede udgivelse fra AMRO og er meget personlig i følge rapperen. Pladen giver et indblik i den mentalitet, som AMRO selv, på godt og ondt, er vokset op med. Og selvom det hele kan virke intenst, er der også lagt meget vægt på at skabe god musik og catchy hooks med produktioner fra den hidtil ukendte producer Güney Turan og et enkelt nummer produceret af en ung producerduo ved navn MTMG.

Med ep'en inviterer AMRO lytterne ind i sit univers, som han har skabt et livsværk ud af, baseret på hans liv og erfaringer. De eneste kunstnere, der gæster pladen, er legendariske Outlandish.