The Bowdashes + Blå Minder + Andrea B Project | RUST

The Bowdashes + Blå Minder + Andrea B Project

11 December, 2015
20:30
Dørene åbner: 
20:30
Entré: 
40 kr.

The Bowdashes
The Bowdashes er Linn Holm og Nana Nørgaard. De to københavnske sangerinder har bevæget sig i musikkens verden, siden de var ganske unge, både sammen og hver for sig. Siden 2009 har de tilbragt meget tid i udlandet, især i Paris, hvor de under andet navn har indspillet og turneret med bl.a. franske Nouvelle Vague og amerikanske Violent Femmes' forsanger Gordon Gano, og senere de tyske producere i bandet Ancient Astronauts.

Debut ep’en fra The Bowdashes kommer til foråret og er indspillet og produceret i samarbejde med Jean Von Baden (dj og producer) og Mads 'Mashti' Nordheim (producer og tidligere musiker i ADS og Before). På ep’ens numre gæster også en række andre musikere. Heriblandt låner Steen Jørgensen og Stine Hjelm Jacobsen (Electric Lady Lab) vokalerne ud, Ben Besiakov er med på keys, og Dave Smoota Smith (TV On The Radio) har bidraget med sin trombone.

FB event 

 

Blå Minder
Blå Minder udgøres af sangerinden Anna Lind og guitaristen Rasmus Prik. Hendes sange på akustisk guitar omkranses smukt af hans summende og intensiverende lydunivers på elguitar. Musikken er forankret i teksternes finurlige enkelthed, som beskriver et gennemgående tema, der bunder i en oplevelse og kræser om fortid, tid og væren. Anna Linds nærværende vokal får, i sammenhæng med musikken, en håbefuld glød midt i et længselsfuldt univers. 

FB event

 

Andrea B Project
Fra den soulede, poppede, sexede og beskidte undergrund, er Andrea B ved at tage et stort solidt skridt ind i folks hjerter, og videre ud på dansegulvet med sin elektronisk poplyd. En lyd der smurt ind i synthesizers og tunge beats, der forenes med elektrisk guitar og sprøde korarrangementer. Med en power-vokal der lokker ørene, og en udstråling der lokker øjnene, forfører hun sit publikum ud i en verden af ren kællingepop, bar mave, glimmer og stiletter.

Musikken er centreret om hooklines og sydende energi fra hele bandet. Fyldt med overskud, leger de sig gennem numrene og flirter sig ind under huden på lytterne. Andrea B har en attitude på størrelse med en popdivas ego, og hun skriver om mænd, sex, kærlighed og bitches. Der er dømt erotik for ørerne, fest for øjnene og god stemning på en aften i selskab med Andrea B Project.

FB event