Danni Toma | RUST

Danni Toma

Natkoncert

09 April, 2016
01:00
Dørene åbner: 
23.00
Entré: 
60 kr.

Den aalborgensiske/palæstinensiske rapper, Danni Toma, har de seneste par år i den grad markeret sig på den danske musikscene, som et af de mest lovende og nyskabende navne. Han har tidligere gæstet Rust, og nu er han tilbage med sit dragende og grænseløse univers.

Det kan godt være, at Danni Toma i sin tid startede ud i det Aalborgensiske hiphop og rap miljø i gadehøjde, men nu er det for alvor stukket af. Toma har altid haft et ry for at være spændende og uberegnelig, men ikke desto mindre en knalddygtig rapper med et vaskeægte musisk talent. 

Som en del af Aalborgs HvadEvigt? Crew (m/ Lord Siva, Intensiv MC, Bulut LOC), fik han sammen med sin mangeårige ven og producer Noodle (Jakob), sat 9000, Aalborg, på det ”nye” danske urban landkort i 2011, samtidig med at Hukaos (Århus) og Cheff Records (København) i deres respektive områder også begyndte at gøre væsen af sig. 

Efter et par ep-udgivelser, der til sidst kulminerede i break-up albummet Kvinde fra 2013, havde Danni Toma travlt med både en Danmarksturné, features med Pato, DJ Static og Raske Penge, samt supportjobs for Barbara Moleko og ikke mindst den britiske trip-hop pionér Tricky. I 2015 var Toma og Noodle support for De Eneste To på deres Danmarksturné, et samarbejde der blandt andet udmøntede sig i tracket ”For Lidt For Meget” fra De Eneste To’s album Dobbeltliv.

Danni Toma og Noodle besluttede sidste år at hive teltpælene op og flytte til hovedstaden og spenderede hele sommeren 2015 i et varmt studie på Amager, hvor 

indspilningerne til det senste og anmelderroste album Grå foregik. Her blev genrer igen bøjet, brækket og sat sammen igen – tekster spyttet, sunget, nynnet, stønnet. Kort sagt, der er for alvor igen blevet gjort op med genre-konventionerne. 

Grå blev nomineret til tre Steppeulvs priser blandt andet "Årets Album” og blevligeledes nomineret til en Nordic Music Prize som ”Årets album”.