DRH Records Releaseparty | RUST

DRH Records Releaseparty

Amillion Waves + Royal Feet Factory + Nina-Franziska m.fl.

24 April, 2015
20:30
Dørene åbner: 
20:00
Entré: 
40

DRH Records (Den Rytmiske Højskoles pladeselskab) slår den 24.april dørene op for et overflødighedshorn af et releaseparty. Aftenen vil blive en fejring af alt det fantastiske musik, der er blevet udgivet på DRH Records i løbet af de sidste par år og byde på live musik leveret af tre spændende bands m.fl, som alle har rødder i højskolen.

Amillion Waves

Sekstetten blev dannet i januar 2014, da bandets slog sig sammen i ønsket om at skrive eksperimenterende musik på tværs af deres forskellige genremæssige- og musikalske ophav. Siden da har musikken taget fart og bandet har fået skabt sig en unik sound med mørke sangtekster, storladen guitarer, klassisk inspirerede klavermelodier, en dyb og stærk bas og drevne trommer. Amillion Waves formår at skabe eksperimenterende og energisk musik, som tager lytteren med ind i et melankolsk og drømmende univers.

Royal Feet Factory

Royal Feet Factory er et moderne discoband, der med catchy, originale popmelodier og vild energi, fører publikum ind i en balsal af sexet falset, glimmer, sprudlende dynamisk musik og en festrevolution af de forældede kønsstereotyper. Fødder og hofter sættes uundgåeligt i hed bevægelse, og du vil føle det som om du er i selskab med et uægte barn af Prince og Grace Jones. Om du er mand, kvinde eller noget helt tredje er ikke afgørende her – har du dine mest glitrende dansesko på kan du være med i denne ekstravagante fest med det nye androgyne popnavn: Royal Feet Factory.

Nina-Franziska

Nina-Franziska er en dansksproget singer/songwriter, der med sine skæve tekster berører både personlige og samfundsmæssige tematikker. Om Nina-Franziska opleves solo, med guitaren under armen i let, drivende fingerspil og rytmisk pulserende guitar, eller med bandet bag sig, fremstår hun som en spændende og spirende ung kunstner på den danske musikscene. Nina-Franziska er i øvrigt tidligere blevet mentoret af sangeren og sangskriveren Marie Key.