Anders Knudsen: Christmas Special 2025

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30
Anders Knudsen, også kendt fra Dør nr. 13, går efter at lave det store julealbum. Et album, der udkommer i form af ti julesingler over ti år. Det er dog ikke kun bjældeklang, der er på agendaen denne aften, når Knudsen og hans syv mand store orkester skyder julen i gang med et insisterende mix af inspiration fra wall of sound, tressernes psykedelika og 00’ernes garage-revival, som Knudsen selv var en del af som forsanger i Londongruppen, The Delanies.
Med de årlige julesingler drømmer Knudsen om at skrive sig ind i en moderne juletradition, og har da også allerede fået rosende ord med på vejen. Med features på over 100 playlister på Spotify og et hav af amerikanske college-radiostationer, ikke mindst pga. Karolyn Grimes, kendt fra julefilmen It’s a Wonderful Life’s medvirken på nummeret A Day in the Life of a Christmas Tree, er grundlaget for den fremtidige juleplade så småt ved at forplante sig.
Der vil også være mulighed for at genhøre sange fra bl.a. 2013-debutalbummet Perils og efterfølgeren Cloudwalker, der begge blev indspillet i Berlin med den engelske producer Robbie Moore.