30.01.2024 Koncert

RUST 34 år: Blæst [udsolgt]

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30

Aldersgrænse: 18 år

Blæst vælter RUST omkuld, når de i til vinter drager på Københavnertour med en enkelt afstikker til hjemstavnen Roskilde.

Blæst har på mange måder taget Danmark med storm med hits som “Lad Mig Gå”, “Sover Du Nu”, P3s Uundgåelige “Ego”, kæmpehittet “Juice”, som også modtog P3 Guld Lytterhittet, “All In” feat. Lamin og senest “Videre”, som lige nu er en af de mest spillede sange på dansk radio. EP’en ’Stiv Kuling’ udkom i september sidste år og var længe et af de mest streamede værker i Danmark, ligesom det blev fremhævet på flere mediers lister over årets album.

Under sidste års Roskilde Festival slog bandet alle rekorder under de famøse ”warm-up days” da op mod 20.000 gæster var trukket til den lille Rising Stage, gearet til 3000 publikummer, en tirsdag aften. I år fik bandet æren af at åbne Orange Scene, hvor publikum kunne bade sig i sommersol, feste og synge med på deres store danske popsange.

Når bandet i starten af det nye år indtager syv af hovedstadens fedeste spillesteder, er det med et ønske om at komme indendørs på steder, de endnu ikke har besøgt og ikke mindst helt tæt på deres fans. Efter at have stået på landes største scener over sommeren, bliver touren en eksklusiv mulighed for at opleve Blæst i intime rammer.