14.12.2023 RUST Showcases

GADEKÆR + ANMAR + ADAM PELEG

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30

Aldersgrænse: 18 år

GADEKÆR

Mød Gadekær – en energisk elektro-pop-duo bestående af aarhusianske Nikolaj Anton Berg og Freja Nørager. I Gadekærs univers mødes nordisk lyd med tunge elektroniske produktioner. Den berlinske undergrund overtager de norske fjelde og pakkes ind i et dansksproget tæppe af store harmonier. Musikken er fuld af kontraster – vokalsamples, storladne strygerarrangementer, regnvejr, fuglesang, autotune, hiphop beats, vocoder, synth, og kæmpe korarrangementer danner rammen for Gadekærs æstetik. I foråret 2023 debuterede Gadekær med EP’en “Over Kæret” og har sidenhen været rundt i Danmark for at spille koncerter med den nye musik. 

ANMAR

Hendes musik er et legende og finurligt univers af lyde, der byder på en kombination af stærke melodiske linjer, drømmeagtige kor-scapes og en næsten naiv brug af samples. Med sine quirky pop-universer slår Anmar fast, at livet først folder sig ud i legen og nysgerrigheden, som kræver, at vi som tør give os hen og lade os rive med.

Bag kunstnernavnet gemmer sig ‘patchwork musikeren’ (sangskriver/komponist/producer m.m.) Anne Marie Roel Messerschmidt, som på nysgerrig vis udforsker de forskellige krydsfelter, der strækker sig mellem elektronisk musikproduktion, sangskrivning og den nedskrevne komposition. I løbet af det sidste par år har hun i stadig større grad beskæftiget sig med at udfolde og videreudvikle sine musikalske universer gennem visuelle setups, projektion og bevægelse – bl.a. i samarbejde med danser/koreograf Annette Kruse Scharling, hvilket kommer til udtryk i den senest udgivne live session (31. marts) til singlen “My Voice”.

ANMARs sange er karakteriseret ved at have et udpræget introspektivt islæt, der behandler større eksistentielle temaer, og ved gennemgående at lade dobbeltheden være sit udgangspunkt, søger ANMAR at facilitere den rummelighed, der skal til, for at det bløde menneske kan forblive blødt i en ellers hård verden.

ADAM PELEG

Med en fortid som frontmand i surfpunk-bandet Pacific Swell, skyder Adam Peleg et nyt kapitel i gang som moderne crooner. Med tråde tilbage til gamle country-western allegorier, bliver du som lytter vævet ind i et lyrisk tæppe, tilredt af bluesen selv.

Passionen, ømheden, humoren, håbet – og mangel på samme – alt dette vikles sammen i et absolut medrivende virvar af store armbevægelser. I front for dette pure optog står den karismatiske Adam Peleg, som svinger om sig med smukke gloser og løse hofter, og han er bestemt ikke bleg for at krænge ud.