Hannah Sommer Releasekoncert

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30
Aldersgrænse: 18 år
Hannah Sommer fejrer udgivelsen af sin debutplade ‘Time is a strange friend’, der bevæger sig i et eftertænksomt og hypnotiserende dreampop-univers.
I et poetisk dreampop-univers, inspireret af Portishead, LOW, Radiohead og Alice Boman, skriver Hannah Sommer ærlige, sårbare og personlige tekster om længsel, tid og håb. Hendes musik leger med klangfulde guitarflader og elektroniske beats indhyllet i soundscapes af analoge samples. I centrum står Hannah Sommers stærke og sfæriske vokal.
Til september udgiver Hannah Sommer sit debutalbum ‘Time is a strange friend’ og vender i den forbindelse tilbage til RUST, hvor hun tidligere har spillet under navnet HAAB.
Denne aften vil hun fylde rummet med en drømmende og svævende lydcollage iklædt finurlige elementer og hypnotiserende beats. Hun insisterer på et nærvær og en dybere kontakt med publikum og håber, at folk vil flyde med hende ud på det dybe hav og lade tiden stå stille, når festen går i gang.
Debutpladen ‘Time is a strange friend’ handler om at være plaget af tidens tikken. At være bange for, at man ikke når de mål og drømme, man ønsker at opnå i livet, og dét at skulle forlige sig med livets forgængelighed. Albummet er indspillet i tæt samarbejde med musiker og producer Søren Vestergaard (Pernille Rosendahl, Fenja, Peter Wangel Dorthe Gerlach m.fl.)