RUST

Siden deres begyndelse i 2012 har det islandske kollektiv Oyama gennemgået flere transformationer. Bandet startede som en rendyrket shoegaze-enhed og fandt slægtskab med navne som My Bloody Valentine, Ride og Mogwai gennem forvrænget støj på deres debut-EP I Wanna. Med udgivelsen af deres første fuldlængdealbum Coolboy i 2014 cementerede de deres egenartede sangskrivning, hvilket blev bemærket af toneangivende musikmedier. “Sharing a name with the relatively small Japanese central city, [the band] has grown into a sonic metropolis of multiple influences, from psychedelic to ambient”, udtalte KEXP’s Jim Beckmann.

År med personlige ændringer og en pandemi fulgte. Det forhindrede dog ikke gruppens kerne, Júlía Hermannsdóttir (vokal, keyboard) og Úlfur Alexander Einarsson (vokal, guitar), i at skrive nyt materiale. De to holdt jævnligt kreative møder og brainstorms. Selvom den kontemplative stemning og det blødere, akvarelagtige lydbillede markerer en ændring fra deres frodige debut, deler Everyone Left visse motiver med forgængeren. Vand og tid er gennemgående temaer – begge optræder i sangene som abstrakte, kraftfulde fænomener og som refleksioner i fortællerens sind. “A lot of our lyrics are introspective, written from the point of view of someone who is in a situation or inside his or her head,” uddyber Úlfur.

Ud over de primære sangskrivere medvirker Alison McNeil – grundlægger af det kultdyrkede islandsk/canadiske kollektiv Kimono – på guitar, Jón Þorsteinsson på bas og Ragnar Jón Hrólfsson på trommer. Med McNeils gæsteoptræden fuldendes en cirkel i Oyamas historie. “I have been a huge Kimono [fan] since the time I was a teenager,” fortæller Júlía. “I would go to all their shows. After I started playing with Oyama, Alison came up to me and said she was a big fan of the band.” Under en afslappet samtale flere år senere foreslog McNeil, at hun kunne spille guitar på Oyamas næste plade. Hendes kunstneriske nærvær tilfører både fasthed og følelsesladede undertoner, især på afslutningsnummeret “The Light”.