03.02.2023 Jubilæumskoncert

RUST 33 år: SOLEIMA ALBUM RELEASE + BETTY BASS + KLEO [få billetter]

Døre: 19:00 / Koncertstart: 20:00

Aldersgrænse: 18 år

Singlen “Livet Begynder” blev i foråret 2022 startskuddet til Soleimas nye eventyr med dansksproget musik. Soleima har længe arbejdet på albummet Nationens Skrammer, som bliver sangerindens første album på dansk. Albummet er skrevet i en tid, hvor Soleimas liv blev sat på pause, og hvor hun måtte erkende, at pauser er en del af rejsen. Stilstanden gav plads til transformation i alle dens afskygninger. Med det kommende album har Soleima fundet en ny version af sig selv – en mere organisk, håndspillet og levende udgave – men hun har også fundet hjem i det danske sprog.

Nu vender Soleima tilbage til RUST, efter hun for 15 års siden spillede sin første københavnerkoncert med Flødeklinikken på selvsamme spillested. Denne gang i eget navn og med sit nye liveshow, hvor Soleima har udfordret sit musikalske setup og samlet et gennemmusikalsk orkester, der består af musikerne Villads Tyrrestrup (Liss), Tobias Laust Hansen (Liss), Cille Dyrberg (Burhan G), Betty Bass og Barbro Kuypers (Barbro). Sammen med sit band vil hun tage publikum med på en rejse fuld af overraskelser.

I efteråret 2022 spillede Soleima sine to største headliner-koncerter i henholdsvis Store VEGA i København og Train i Aarhus, som GAFFA kaldte for “et kunstnerisk skridt i den rigtige retning”. Senest har Soleima medvirket i DR’s Min Sang til Danmark og TV2’s Toppen af Poppen, hvor hun tryllebandt deltagere og seere med sin særegne vokal og ærlige fortolkninger.

Soleimas album ’Nationens Skrammer’ udkommer fredag d. 3. februar, og samme aften fremføres det i stor stil ved RUSTs 33-års fødselsdag.