Styrtdyk + Scala

Døre: 20:00 / Koncertstart: 21:00
Aldersgrænse: 18 år
// STYRTDYK
Tavs sårbarhed og afgrundsdyb støj kolliderer i Styrtdyks dansksprogede rock. Her svirrer blødende guitarmotiver og støvede synthesizere side om side med tanker om utilstrækkelighed, fremmedgørelse og fordømt kærlighed. Bag pseudonymet finder man sangskriver Valdemar Dyrløv Schrøder, der igennem sine ligefremme tekster forsøger at vinde fodfæste på tilværelsens skælvende undergrund – eller blot lære at snuble, indtil det føles som at gå. Skrevet med stor omsorg for sin lytter og et afvæbnende smil på kanten til dybet
// SCALA
I Storkøbenhavnerbandet, Scala, driver klaveret, den drømmende guitar og et dynamisk baggrundstæppe fortællingerne om at finde sin plads i en tilværelse, hvor alt og intet er muligt på samme tid. Gennem et organisk, heartlandrocket, indie-lydlandskab taler kompositionerne, melodierne og det rå, poetiske, tekstunivers sammen om drømme, håb, længsler, forandringer og tvivl – om landeveje, byer, skæbner, spotpærehimmellegmer, det romantiske og evigt umulige.
Bandet fandt sin nuværende form i slutningen af 2021 med Lasse Samsøe Borch (vokal, tangenter), Oliver Fuglsang (bas), Adam Aagaard Scavenius (trommer) og Simon Skjødt Jørgensen (guitar). Både tonerne og medlemmerne kommer fra periferien af Københavns Ring 2, og det kan mærkes i udtrykket – på indspilninger og i live-kontekst. Scalas attitude er ærlig, nærværende, passioneret og fandenivoldsk. Et buldrende godstog der sniger sig ud af snævre gyder i centrum, skærer igennem brede boulevarder i provinsen og flyder ud i de mørke marker i efterårsnatten.