27.01.2024 Koncert

Tandem

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30

Aldersgrænse: 18 år

Tandem er en ung, elektronisk rap-duo, der skærer hul på det hårde ydre og giver de mest primitive følelser frit løb.

Tandem er to tynde drengekroppe, der drypper med selvsikker sårbarhed. Det er drømmeagtige tekster, der kaster lytteren rundt mellem vrede, tårer, sex, hovedløs eufori, komplet tomhed og de tusindvis af tanker, der kommer med at være et ungt levende væsen.

I sommeren 2022 udgav de deres debut-EP ‘stormen2mithoved.com‘ – en kaotisk introduktion til duoens vilde verden. På fem tracks spænder lyden vidt imellem store bangers, triphoppet art-pop og rendyrket klubmusik – alt sammen bundet sammen af de dybt personlige rapvers, hvor svævende ord byder lytteren indenfor i de to unge mænds meget virkelige følelsesliv.

Tandems højenergiske liveritual har fællesskab, medrivelse og spontanitet i centrum, og man
kan således være sikker på, at drengenes skæve idéer både vil bringe gode grin og stærke følelser frem i én, om så man er med for første eller tyvende gang.