17.10.2025 Koncert

evigblå + Signal

Find billetter

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30

evigblå

Den danske artist, sangskriver og producer, evigblå, har netop udgivet sin debut-EP i al evighed – et soundtrack, der tager lytteren med på en følelsesmæssig rutsjebanetur gennem hjertesorg og eufori. Med sine seks numre, forsøger evigblå at finde balancen mellem det dybt introverte og det eksplosive, der råt og ærligt skildrer et ungdomsliv når det er værst og bedst. “

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad min EP skulle blive til, jeg levede bare mit liv og forsøgte at observere og skrive om processen løbende. Set i retrospekt, har det vist sig at blive til en ret personlig fortælling om de ting jeg gik igennem, nærmest som en dagbog”.

Musikken på i al evighed bevæger sig i poppens melodiske sfære, med en eksperimentel dragning mod elementer fra den elektroniske scene, drum ‘n’ bass og hiphop. Med en lyd, der taler til både kroppen og hjertet, forvandler evigblå de ensomme nattetimer til et pulserende dansegulv, når hun favner mørket og danser med det.evigblå har tidligere været medlem af SheCanPlay, deltaget i KarriereKanonen og været kursist på producerforløbet TracksBy. I 2024 debuterede hun med sine tre første singler, der bl.a. resulterede i placeringer på New Music Friday Denmark på Spotify, ugens hittip på P4 og senest en rotation i Crush+ på P3.

Signal

Den danske trio Signal er klar til at gøre deres indtog på den danske musikscene. Efter en række stærke udgivelser i 2025 er Signal ved at skrive sig ind som en af de mest interessante nye stemmer på den danske elektroniske musikscene. Med deres sans for melankolsk pop, elektronisk finesse og skarp dansksproget lyrik, skaber de et musikalsk univers, hvor skrøbelighed og styrke går hånd i hånd. Forsanger Sebastian leverer vokaler med nærvær og nerve, mens Oskar og Augusts produktioner pulserer under overfladen – detaljerige, drømmende og dragende. Det er musik, der både kan få dig til at mærke efter og miste dig selv. I 2025 har Signal udgivet debutsinglen Hjem og opfølgeren Død/Alive (ugens unikum på Uniradioen) – to numre, der trækker lytteren i hver sin retning. Hvor Hjem åbner med varme og håb, tager Død/Alive dig med ned i mørket og viser, at Signal også tør dvæle i det usagte og det uperfekte. Nu er de klar til første headliner koncert med evigblå – med et kreativt og gennemarbejdet setup, der lover en intens og stemningsmættet koncertoplevelse.