Timm Mehli
Døre: 19:00 / Koncertstart: 20:00
TIMM MEHLI SPILLER HEADLINERKONCERT PÅ RUST!
Timm Mehli inviterer til en aften med dansksproget pop, store omkvæd og kompromisløs sceneenergi, når han indtager RUST som headliner. Med et farverigt popunivers, der blander funk, soul, rock og hiphop, forener han catchy melodier med ærlige fortællinger om kærlighed, hjertesorg, identitet og livets store op- og nedture.
Live er Timm Mehli en festlig blanding af popkoncert og rockshow, hvor målet er at få publikum med hele vejen. Med sin flamboyante stil, stort hår og en god portion humor balancerer han det rå og sårbare med det poppede og euforiske. På scenen er han en følsom diva med store hooks, masser af attitude og hofter, der har deres helt eget sprog. Med sit liveband, svedige guitarer og en smittende sceneenergi skaber han en fest, hvor publikum kan danse, synge med og give slip.
I sommeren 2026 åbnede han Copenhagen Pride på Rådhuspladsen foran en fyldt plads og har siden spillet på festivaler som Kalundborg Rocker, Frederikssund Festival og Nakke Festival samt ved JJ Paulo presents. Nu indtager han RUST med sin egen headlinerkoncert.
I maj 2026 udgav Timm Mehli debut-EP’en ‘Dans eller Dø’, en personlig fortælling om at ramme bunden og finde tilbage til sig selv. Hans musik har fået airplay på blandt andet P4, hvor han også har optrådt live, den har fundet vej til Apple Musics playlister og fået anbefaling fra DR’s KarriereKanonen. Med ny musik på vej er Timm Mehli klar til at tage næste skridt – og på RUST får publikum mulighed for at opleve en helt ny sang live for første gang.