27.10.2025 Koncert

Mild Orange (NZ)

Find billetter

Døre: 19:30 / Koncertstart: 20:30

Siden de blev dannet i 2017 har New Zealandske Mild Orange langsomt, men sikkert vokset sig til et band for hele verden. Med sange, der føles som hemmeligheder delt mellem venner og elskere, har de opbygget en international fanskare. Eller som Billboard skrev: “Mild Orange have mastered making music for the nostalgic.”

Bandet fik deres gennembrud i 2018, da deres selvudgivne debutalbum Foreplay gik viralt på YouTube. Især med sangene Some Feeling og Mysight. Albummet blev produceret og mixet af forsanger Josh Mehrtens, som stadig står i spidsen for bandets særegne lydunivers.

Mild Orange har siden markeret sig med en alternativ blanding af solbeskinnet dream pop og psykedelisk rock, som for alvor folder sig ud til deres intense livekoncerter. Med stærk vilje og tydelige ambitioner, og uden et pladeselskab i ryggen, er de godt i gang med at cementere deres plads på den internationale indiescene. De har allerede spillet koncerter i Nordamerika, Europa, Asien, Oceanien og Afrika.

Efter deres tredje album Looking For Space – som Rolling Stone kaldte “bandet, når de er allermest forførende” – og udsolgte shows på legendariske venues i bl.a. New York, Paris, L.A. og Warszawa, flyttede de til London for at gå i gang med deres fjerde album: THE//GLOW.

THE//GLOW, som udkommer den 8. august 2025, er delt op i to dele: én del heartland rock til gløden fra de ukendte veje, og én del nattestemning og psych rock til storbyens blinkende lys.

Hos Mild Orange møder du et band, der lever og ånder for musikken – og for den fælles følelse, der opstår, når man deler den.