RUST

Hvis musik både kan være naturalistisk og noir, mættet og frodig, så er det Widowspeak. Det er et band, der ved, hvordan man sætter en scene. De leger med store følelser uden at tage sig selv alt for højtideligt. De har sødme, endda fjollethed, i en forlænget forelskelsesrus, der bliver altopslugende som en kulørt paperback-roman. Biler og deres førere fungerer som en måde at tale om afhængighed i relationer på. Og gammel kærlighed bliver slidt til, blød som en gammel t-shirt.

Bandets magi ligger – stadig og altid – i samspillet mellem Molly og Robert i deres to hovedroller: hendes dvælende, teksturrige vokal og hans sanselige guitarspil. Og som producer indfanger Robert den flygtige magi, der opstår, når et band finder en sang i studiet: noget, der stadig bærer spor af den direkte karakter i Mollys stemmememoer og de tætte guitartæpper fra demoerne. De rå spor fra værktøjerne er stadig tydelige – støjen får lov at blive.

Deres musik er speciel, fordi den er ægte: mest af alt for dem, som laver musikken. Ligesom kærligheden er musikken skrøbelig og midlertidig – og det hele værd.